En hyldest til det menneske, jeg er blevet

Jeg er ikke vokset op med tryghed.
Men jeg er ikke her for at fortælle en tragedie.
Jeg er her for at fortælle en rejse.
En rejse hjem til mig selv.

Det er ikke min livshistorie, der definerer mig –
det er den måde, jeg har valgt at møde den på.

Med mod.
Med refleksion.
Med et åbent hjerte.

Jeg har set ting, som gjorde ondt.
Følt mig alene, forladt og overset.
Men jeg har også valgt at lade det modne mig –
i stedet for at ødelægge mig.

Jeg har ikke brug for, at nogen forstår det hele.
De skal ikke kende min fortid for at mærke mig.
Det er følelserne, der betyder noget.
For de følelser bor i mange.
Og det er dem, jeg ønsker at række ud med –
ikke mine detaljer.

Jeg peger ikke fingre.
Fordi jeg ved, at alle – også dem, der har gjort mig ondt –
har gjort det bedste, de kunne.
Ud fra deres egne sår, deres egne begrænsninger.
Og det kan jeg møde med kærlighed.
Ikke fordi jeg glemmer,
men fordi jeg er fri.

Jeg har altid rejst mig.
Lige meget hvor hårdt livet har slået –
jeg har rejst mig.
Og det er en styrke.

Mælkebøttebarn eller ej –
(centreret)
jeg har ikke bare overlevet.
Jeg er vokset.
Jeg har båret lyset videre.

Jeg har elsket.
Også når det ikke var gengældt.
Jeg har rakt hånden ud.
Også når ingen greb den.
Jeg har talt sandt.
Også når det kostede mig alt.

Jeg er blevet det menneske, jeg selv havde brug for.

Et menneske,
der ser.
Der forstår.
Der rummer.
Der elsker.
Ikke fordi det er let,
men fordi det er rigtigt.

Mit liv har lært mig at elske uden at dømme.
At sige fra uden at hade.
At give slip uden at flygte.
Og at turde stå alene – uden at føle mig ensom.

Jeg har ikke brug for drama.
Jeg har brug for fred.
Inde i mig selv.
I mine relationer.
I mit liv.

Jeg hylder mig selv i dag.
For alt det, jeg har gennemlevet.
For den kærlighed, jeg har bevaret.
For den menneskelighed, jeg aldrig gav slip på.
Og for det eventyr, jeg stadig tror på.

Jeg er ikke perfekt.
Men jeg er hel.
Og det er rigeligt.

Om ikke at fortælle alt – men mærke det hele

Jeg er måske ikke så meget for at dele det hele.
Men jeg har lyst til at dele, hvad nogle ting gjorde ved mig –
ikke nødvendigvis hvad det var.

For det handler ikke om at udstille min barndom.
Det handler om, hvad den lærte mig.
Og hvordan jeg valgte at bruge det, den gav mig.

Jeg har altid haft en følelse af at stå udenfor.
Allerede som barn var jeg den lille voksne.
Den, der skulle sørge for ro, dæmpe stemningen,
finde balancen i kaos.

Jeg så ting, børn ikke burde se.
Jeg mærkede frygt, sorg, ensomhed – alt for tidligt.
Men jeg lærte også at se.
At mærke.
At rumme.

Det gjorde mig stærk.
Det gjorde mig følsom.
Det gjorde mig ægte.

Jeg har været i mørket –
men jeg har nægtet at blive der.
For jeg har altid haft en gnist, en eventyrlyst, en tro på kærlighed.
Og jeg er blevet det menneske, jeg selv havde brug for.

Jeg har grædt.
Jeg har rejst mig.
Jeg har rejst mig igen.

Det krævede mod at turde se på det hele.
Men endnu mere mod at give slip.
Ikke på sandheden –
men på bitterheden.

Jeg har valgt ikke at pege fingre.
Jeg har valgt at elske dem, der ikke kunne elske mig, som jeg havde brug for.
Fordi jeg ved, de gjorde deres bedste –
og det gør vi alle sammen, ud fra det vi ved og har med os.

Jeg har tilgivet.
Ikke for deres skyld –
men for min egen.
For jeg vil være fri.
Og frihed begynder med tilgivelse.

Nu står jeg her

Med en dyb respekt for det menneske, jeg er blevet.
Jeg kan mærke mit temperament, min passion –
men jeg kan også vælge roen.
Jeg kan vælge kærligheden.
Jeg kan vælge mig selv.

Jeg er blevet den voksne, mit indre barn har længtes efter.
Og jeg nærer hende hver dag med omsorg, bevidsthed og nærvær.

Det betyder ikke, at livet er let.
Men det betyder, at jeg møder det med en ny styrke.

Jeg bruger mine aftener på at takke.
For livet.
For lektierne.
For kærligheden.

Og selvom jeg ikke er “perfekt” i andres øjne –
så er jeg det i mine egne.
Fordi jeg er blevet hel.
Fordi jeg kan lide mig selv.
Og fordi jeg vælger at stå ved den, jeg er.

Det har taget mig 58 år.
Og det har været det hele værd.

(centreret)
For hvis jeg kan nå hertil –
så kan du også.

AmalieZenn | The Bridge of Truth – Blog
theheartmovement.info

Billedet af mit skjold:
Er en blanding af mit skjold fra tidliger tidslinier,
som Prinsesse Henrietta af England/Duchess of Orléans
Og mit sjæls billede, malet af Susie Bjørn Petersen
Og lidt af en symbol jeg skabte i en anden tidslinie "The Gladdagh" symbol