En hyldest til det menneske, jeg er blevet Jeg er ikke vokset op med tryghed. Men jeg er ikke her for at fortælle en tragedie. Jeg er her for at fortælle en rejse. En rejse hjem til mig selv. Det er ikke min livshistorie, der definerer mig – det er den måde, jeg har valgt at møde den på. Med mod. Med refleksion. Med et åbent hjerte. Jeg har set ting, som gjorde ondt. Følt mig alene, forladt og overset. Men jeg har også valgt at lade det modne mig – i stedet for at ødelægge mig. Jeg har ikke brug for, at nogen forstår det hele. De skal ikke kende min fortid for at mærke mig. Det er følelserne, der betyder noget. For de følelser bor i mange. Og det er dem, jeg ønsker at række ud med – ikke mine detaljer. Jeg peger ikke fingre. Fordi jeg ved, at alle – også dem, der har gjort mig ondt – har gjort det bedste, de kunne. Ud fra deres egne sår, deres egne begrænsninger. Og det kan jeg møde med kærlighed. Ikke fordi jeg glemmer, men fordi jeg er fri. Jeg har altid rejst mig. Lige meget hvor h

Englene fløj omkring mig, det var en ern velsigenlse Min egen lille rejse En personlig fortælling om kræft, kirurgi og engle, der bar mig hele vejen, samt kroppens naturlige måde, at beskytte sig selv på. Det hele begyndte egentlig ret tilfældigt. Jeg havde nogle smerter i underlivet og valgte at få det undersøgt. Jeg tog turen hele vejen fra Tommerup til Vejle, fordi jeg havde hørt, at lægen dér var dygtig. Under konsultationen spurgte han, om han skulle tage en vævsprøve. Jeg sagde ja. Det gjorde pisse ondt, men jeg overlevede. På det tidspunkt havde jeg netop mistet tre mennesker til kræft. Min mor, min far og min veninde – alle døde inden for syv måneder. Det var voldsomt, ja. Men jeg kunne ikke gøre noget ved det. Jeg var ked af det, selvfølgelig – men jeg bruger ikke unødig energi på noget, jeg ikke kan ændre. Sådan er jeg bare. Jeg har et andet forhold til døden end mange andre. Og det er okay. Kort efter fik jeg selv beskeden. Kræftforstadier. Operation anbefales. Hele underliv

Det var et hårdt år. Men jeg kom igennem. Og jeg er her endnu. Jeg fortæller det ikke for at få medlidenhed. Jeg fortæller det ikke for at få klap på skulderen. Jeg fortæller det, fordi det er sandt. Og fordi vi alle har vores år, hvor det hele vælter. Nogle græder. Nogle bliver syge. Nogle går i stykker. Jeg? Jeg giver slip og går videre. Men her er, hvad der skete: 1. Far: kræft – gik væk. 2. Mor meget syg af kræft. 3. Far syg af kræft. 4. Jeg er i en kæmpe proces: sorterer alle mine ting og giver det meste væk, så jeg kan komme væk fra de 5G-master, der gør, at jeg føler mig svag i kroppen – og så jeg kan tage mig lidt af mine forældre. 5. Er nu eget hjemløs. 6. Mor død. 7. Jeg må aflyse min planlagte flytning til Spanien, fordi min krop siger fra. 8. Man har mistanke om, at jeg har kræft i binyrerne eller hypofysen pga. mit høje kortisol-tal. Slipper... 9. Far død. 10. Står med hele dødsboet alene. 11. Jeg finder – efter 1,3 år som hjemløs – en bolig. 12. Jeg bliver mere og mere s

Som alle andre har jeg selvfølgelig også leget med det, at manifestere. Og jeg ved, at der er noget meget, meget stort på vej. Jeg har fundet en gamel tekst frem på min telefon, en af de drømme jeg skrev ned for nogle år siden. Det er måske fire år siden nu… Jeg tror faktisk, jeg skrev den dengang, jeg boede i Tommerup – dengang, hvor jeg kunne ligge og kigge ud på det mest frodige skønne grønne træ, Da jeg så flyttede til Spanien kom der lidt mere tryk på, Hver dag, lavede jeg manifestationsøvelser. Og på meget kort tid… Vandt jeg ni gange i lotto. var ikke store beløb. Det var trib, trap, træsko – men det var ligegyldigt. For det var Universets måde at sige: "Du er på rette vej." Jeg har sluppet det lidt igen., faktisk et par år. Men måske… Måske er det tid til at begynde igen. Bare for at vise, at "Nu er jeg klar." Klar til det, der kommer. Jeg deler teksten her, fordi det er en del af min drøm. Og hvem ved… Måske er det stadig en del af min sjæl. Der er noget, jeg har lært om at m

Jeg forstår ikke, hvorfor jeg ikke bare gør det. Min sjæl skriger efter at komme ud. Min krop længes efter luft, efter sol, efter liv. Og alligevel bliver jeg siddende. Det er som, at være sylet fast, som en anden slave, til ens vaner og mønstre. Det er som om, jeg går imod mig selv. Jeg vil noget andet, men mine handlinger følger ikke med. Og så starter spiralen: dårlig samvittighed, selvbebrejdelser, frustration. Det føles som om, jeg svigter mig selv – og det gør ondt helt ind i maven. Det handler ikke bare om store drømme. Det er de små, simple ting i hverdagen: tage den vitaminpille eller din medicin. Nogle gange bliver jeg sgu i tvivl om, om jeg nu har taget det, eller jeg blot har haft fat i den, og tænkt det så mange gange, at det føltes som om jeg har, selvom jeg måske ikke har. Griner lidt af mig selv Emmas dilemma, som man siger. Det er især det, at gå ud i naturen, hold nu op det er en killer. Jeg eeelsker når jeg gør det, jeg lyser helt op, var der engang en der sagde til

Jeg har altid været ambivalent. Ambivalent omkring, hvor meget sandhed, jeg egentlig skal dykke ned i. For sandhed gør ondt. Sandhed flår sløret væk. Sandhed river illusionen i stykker. Men samtidig er sandhed den eneste vej til ægte frihed. Frihed starter ikke i pæne billeder, smukke illusioner og mentalt selvbedrag. Frihed starter, når du ser tingene som de er. Råt. Ufiltreret. Direkte. Og det har altid været mit dilemma. For jeg har et indre drive. En stemme, der bliver ved med at hviske: "Hvem fanden skal så sige sandheden, hvis ikke dig?" Hvis ikke jeg vågner. Hvis ikke jeg tør tale. Hvis ikke jeg tør kigge. Hvem gør det så? Vi kan ikke alle gemme os bag indre fred, meditation og pæne mantraer. Nogen skal stå i frontlinjen. Nogen skal flå tæppet væk. Men jeg forstår også de andre. Jeg forstår dem, der går indad. Dem, der siger: "Mit rum er mit. Mit liv er min skabelse. Jeg lukker verden ude." For det er sandt: Din indre virkelighed ER dit fundament. Og hvis den er rolig, hvis den