Det starter med én samtale.

Du sidder i et rum med en læge, der ikke kender dig.

Efter 20 minutter har du en diagnose.

Måske flere.

Du bliver sendt hjem med recept på psykofarmaka.

Du siger ja – fordi du håber, det hjælper.

Fordi du ikke ved bedre.

Fordi du er blevet knækket nok til, at stole mere på systemet end på din egen stemme.

Og så starter zombificeringen.

Du bliver sløvet.

Tankerne bliver langsommere. Følelserne fladere. Kroppen tungere.

Men du “larmer” ikke længere.

Du kan ikke græde, men du kan heller ikke grine.

Du kan ikke elske. Du kan ikke mærke. Du kan ikke skabe.

Du fungerer. På papiret.

Men du er ikke i live.

Du er neutraliseret.

Hver dag tager du en pille, der fortæller dig:

Du kan ikke stole på dig selv.

Din smerte er en fejl.

Dine følelser er farlige.

Og med tiden begynder du at tro på det.

Du internaliserer diagnosen.

Du identificerer dig med den.

Du glemmer, hvem du var, før de puttede dig i en kasse.

Du bliver gjort til klient – ikke menneske.

Symptom – ikke fortælling.

Patient – ikke person.

Du bliver mødt med mistillid, hvis du nægter medicin.

Du bliver kaldt “manipulerende”, hvis du reagerer.

Du bliver skrevet af som “modstandsdygtig”, hvis du ikke vil passes ind.

Psykiatrien udøver magt, ikke omsorg.

Kontrol, ikke forståelse.

Bedøvelse, ikke heling.

De kalder det “behandling”.

Men i virkeligheden bliver du pacificeret, pakket væk, glemt.

I institutioner uden farver, med mad der ikke nærer, med personale der skifter hver uge.

Ingen kigger dig i øjnene.

Ingen spørger:

Hvad har du oplevet, som fik dig til at gå i stykker?

Og de, der prøver at slippe ud?

De bliver straffet.

Flere piller. Flere diagnoser. Flere noter i journalen.

Tvang. Skærmning. Isolation.

Alt i systemets navn.

Men lad os sige det, som det er:

Systemet er sygt. Ikke du.

Du har følelser, fordi du er levende.

Du reagerer, fordi noget gør ondt.

Du siger fra, fordi din sjæl skriger.

Og det gør den med god grund.

Du er ikke en diagnose.

Du er ikke en case.

Du er ikke en kemisk ubalance.

Du er et menneske, der forsøger at finde vej i en verden, der har glemt, hvordan man lytter.

Og her – i sandhedens rum – vil vi høre dig.

Uden filter. Uden dom. Uden piller.